2nd RANGER BATTALION
DOG COMPANY
"Rangers lead the way!"
Udstyr - ved 2nd Ranger Battalion.
Herunder beskriver vi genstand for genstand, de udrustningsgenstande, som blev benyttet af 2nd Ranger Battalion.
Udrustning som også var standard for hovedparten af U.S. Infantry.
Belt, Cartridge, Cal .30, Dismounted, M-1923.
Efter 1. Verdenskrig havde man et lager af M-1910 bælter. Da man løb "tør" indførte man et nyt patronbælte, M-1923.
Det var designet som en del af infanteristens oppakningssystem. Man benyttede bæltet som "anker", og placerede derfor små øjer langs kanten. Derved kunne man montere M-1910 haversack og senere M-1928 Infantry pack i bæltet. Men andet udstyr som feltflaske, bajonet, førstehjælpstaske osv. blev også hægtet i bæltet.
På bæltet sad der 10 lommer, som kunne indeholde en klips med .30-kaliber ammunition. Først til M-1903 Springfield samt
M-1917 Enfield og senere til M1 Garand riflen.
M-1903 og M-1917 benyttede 5-skuds klips, som sat på en stribe, derved kunne der være 2 i hver lomme, så skytten havde 100 skud med sig.
M1 Garand benyttede 8-skuds klips, hvor patronerne sat forskudt, derved kunne der kun være 1 i hver lomme, så skytten havde 80 skud med sig.
Bæltet udviklede sig lidt gennem årene (se billede til venstre).
Pouch, First Aid Packet, M-1942.
En af de meste gængse udrustningsgenstand var førstehjælpstasken. ALLE soldater havde en.
Den findes i flere designs M-1910, M-1924 og M-1942, men de ligner hinanden meget. Der var lidt forskel i størrelsen og lukningerne.
De hang alle i kroge under "Cartridge belt", på soldatens højre side. Så viste alle hvor man skulle finde den.
I starten af krigen havde man en messing æske, men da man fik mangle på messing og kobber, blev det ændret til papir pakninger (se billede til højre, her ses nogle af dem). Der blev produceret mere end 10 mill pakninger.
I pakningen lå en bandage, der var var imprægneret med sulfa (for at holde det sterilt). Det var så stor at den kunne klare de fleste sår.
Når du ser original billeder, kan du se at nogle soldater har flere af disse tasker. Det var fordi den var velegnet til flere ting, f.eks. kompas, cigaretter m.m.
Canteen M-1910, M-1917 eller M-1941.
I militær udtryk er "Canteen" oprindeligt ikke betegnelsen på en udrustningsdel. Det var et sted hvor enhederne kunne få forfriskninger og underholdning. Men fra perioden omkring den amerikanske borgerkrig fik canteen en ny betegnelse - en beholder der indeholdt vand til infanterister.
I militære operationer var der ofte et højt fysisk aktivitets niveau, så man måtte give soldaterne en vandration med sig for at forlænge operationen. Behovet var større i varme områder, men forsvandt ikke når det blev koldt. Så feltflasken blev forlængelsen mellem enhedens forsyningsenheder og den enkelte soldat i arbejde.
Designet stammer fra 1910, og benyttes stadig i dag, selv om mange detaljer er blevet justeret.
Infanterister hægtet tasken direkte til bæltet i en wire krog. Mens opsiddet soldater havde en t-strop og kunne spændte det på forskellige steder.
Krav til feltflaske og taske:
-
Den fik en størrelse der matchede ca. 12 timers behov.
-
Den var buet for at følge kroppen.
-
Den havde en stor åbning, så den var nem at fylde og drikke af.
-
Låget sad fast i en kæde, så det ikke blev væk (hvis man var i bevægelse eller i mørke).
-
Den kunne stå i en kop, med folde håndtag. Så kunne soldaten hurtigt få kaffe, the, suppe eller rationer.
-
Tasken kunne monteres på soldatens udrustning, skulle være kraftig så han ikke tabte den og være nem at åbne/lukke.
Combat suspenders, M-1936.
Cartridge belt eller pistol belt (det samme som cartridge belt, dog uden magasintaskerne) kunne ikke bæres alene, men var designet til at blive brugt sammen med M-1928 Haversack eller M-1936 Suspenders.
Disse "kampseler" M-1936 var bredt udbredt og benyttet under 2. Verdenskrig. De blev senere afløst af M-1943 Suspenders (en opdateret model).
M-1936 Kampseler blev hægtet fast i bæltet ved hjælp af nogle karabinhager, for og bag. På den måde kunne man fordele vægten til skulderne og fordele belastningen mere jævnt.
M-1928 Haversack havde sine egne seler. De fungerede på samme måde som beskrevet ovenfor. Men her blev rygsæk og bælte m.m. hægtet sammen til en enhed.
US Marine Corps havde deres eget system, sammen med M-1941 pack system.
I 1944/45 udviklede man et nyt oppaknings system, og derved også nye kampseler.
US Army Haversack, M-1928.
M-1928 pack (eller haversack) var en udvikling fra M-1910 pack, men man ændrede kun nogle få detaljer. Disse rygsække blev båret af Amerikansk infanteri (og andre våbenarter) fra før 1. Verdenskrig og gennem 2. Verdenskrig.
M-1928 Pack havde ikke bæreremme som vi kender det fra en rygsæk. Den havde nogle remme med karabinhager. Dem klikkede man fast i øjerne på cartridge belt. Derved hang hele oppakningssystemet sammen (se billedet til venstre).
På siden af "pakken" var der nogle øjer (som dem i bæltet), hvor man kunne montere bajonetten. Et stykke lærred, også med øjer, sad i toppen af pakken, hvor man kunne montere M-1910 intrencehing tool cover (div. redskaber til at grave sig ned med - spade, hakke eller økse).
I toppen sad "The Meat Can Pouch". Den var sat fast med snørre og remme. I den havde soldaten sit spisegrej, og der var tre lommer til kniv, gaffe og ske.
På selve pakningen kunne man også tilføje en trekant (kaldet "diaper"= bleen). Den var til tæppe eller en teltflage (hver soldat havde et halvt telt, så man gik sammen to og to til et telt). Den var ofte stemplet med "US".
I starten af krigen var de fleste i khaki, men senere blev de mørk olivengrøn. Mange amerikanske enheder beholdt denne "pakning" helt frem til krigens afslutning.
Selv om denne pakning blev brugt af langt de fleste soldater, var M-1910 og M-1928 upraktiske og upopulære. At samle og tage den på, var en kompliceret process. Der var mange øjer og stropper som skulle samles i en særlig rækkefølge, så det kunne nemt gå galt i felten.
Den skulle samles korrekt, hægtes fast til bæltet, teltflage og/eller tæppe skulle rulles helt specielt med ekstra tøj inden i. Toilet artikler og feltrationer blev pakket ind i og haversacken blev foldet og spændt omkring dem, hvorefter teltflagen/tæppet skulle spændes uden på, med flere remme og spænder. Man kunne så spænde overfrakke eller regnjakke uden på alt det hele, hvis nødvendigt.
Særligt udstyr som bajonet og hjelm, havde specifikke steder de skulle sidde.
Intrenching Tool, M-1910.
I tiden op til 2. verdenskrig havde hæren graveredskaber til den enkelte soldat, som blev kaldt "Intrenching Tool, M-1910.
Det bestod af følgende:
-
Intrenching Tool, M-1910 with cover/carrier (Feltspade med overtræk)
-
Pick Mattock, M-1910 with cover/carrier (hakke med overtræk)
-
Axe, Hand, M-1910 with cover/carrier (økse med overtræk)
Hver soldat havde udleveret en feltspade M-1910. Det var en metalskovl med et træskaft som endte i et T.
Haversack M-1928 havde nogle øjer i toppen, under låget, hvor man kunne påspænde overtrækket.
Nogle af soldaterne, i hver enhed, fik udleveret en Pick Mattock. Det var en dobbeltbladet hakke, med et kraftigt metal hoved. Den havde et kort træskæfte, som man pillede ud, når den skulle transporteres.
Hakke og skaft lå i et kanvas overtræk, der blev hægtet fast i de små øjer i bæltet.
Feltøksen blev også udleveret til enkelte soldater, i stil med hakken.
Alle overtræk var i kanvas i farven khaki og påstemplet "US".
Flere variationer af disse feltredskaber blev fremstillet og udviklet. Specielle behov til Marines, kampvogns- og faldskærmssoldater kom til. Men M-1910 forblev i tjeneste, under hele 2. verdenskrig, som det redskab flest soldater havde udleveret (billede til højre viser en soldat fra 3rd Battalion, 16th Infantry Regiment, 1st US Infantry Division på Omaha Beach, den 8. juni 1944).
Div. knive og bajonetter.
I bæltet og oppakningen havde soldaterne fastspændt div. knive og bajonetter.
Læs om dem i afsnittet om våben. Klik her
M5-11-7, gas mask.
M5-11-7 gasmaske var en modificeret og lettere maske. titlen M5-11-7 kom fra de komponenter man benyttede:
-
M5 maske,
-
M11 filtrator og
-
M7 taske.
I 1942 etablerede man Chemical Warfare Service (CWS) i Masshusetts, for at udvikle en bedre maske. Feltsoldaterne ønskede en bedre og lettere maske, og det fik topprioritet. De gennemførte en masse tests, og fandt at en neopren maske hvor filtratoren var monteret på den ene kind, opfyldte soldaternes krav. Derved slap man for den lange slange, man havde foran på den tidligere maske.
I 1944 gik masken i produktion. Hurtigt rendte man ind i problemer i felten. Neoprenen blev stiv i kold vejr, og umulig at tilpasse ansigtet. Problemet voksede jo flere masker man udleverede. Der blev udleveret 500.000, men på trods af problemerne var den meget populær.... under de rigtige forhold.
M5 masken blev udleveret til alle soldater i første angrebsbælge under D-dag den 6. juli 1944. M7 tasken var vandtæt og hang på brystet af soldaterne i landgangsbådene og på låret af faldskærmssoldater. Luften i tasken fik den til at flyde, og har fået kredit for at redde rigtig mange soldater fra druknedøden (både ved strandene og i baglandet, hvor tyskerne havde oversvømmet store områder).
CWS havde dog en stor udfordring med maskens problemer i kolde omgivelser. Det førte til M8 Snout Mask, der blev udleveret fra 1945. Den fungerede meget tilfredsstillende, og blev i tjeneste ved US Army frem til 1958 (se billede af den nedenfor).
