BRITISK MATERIEL
under anden verdenskrig
The Bren gun
The Bren gun blev ikonisk for briterne under Anden Verdenskrig.
Den blev rygradden i britiske infanteri.
Et våben der var så pålideligt at man holdt fast i det mange år efter.
Udvikling
I 1930 ledte den britiske hær efter et nyt maskingevær. De testede det Tjekkoslovakiske, lette maskingevær ZB vz. 27 (videreudviklingen af ZB vz. 26). Den model og design gav et meget tilfredsstillende resultat.
På trods af det klarede sig bedre i testen i forhold til den amerikanske BAR og det engelske Vickers-Berthier, gjorde fredstid og økonomisk stagnering at man ikke anskaffede dette våbensystem.
Men efterfølgerne designs; ZB vz. 30, ZB vz. 33 og ZB vz. 34 blev kaliberet om, så de kunne bruge den britiske .303 ammunition. Man fortsatte alligevel med at forhandle, og i august 1934 fandt man frem til en løsning.
Med henblik på produktion i England, blev der udarbejdet arbejdstegninger. Disse blev overdraget til britiske fabrikker i januar 1935. Det første maskingevær var produceret i september 1937 på Royal Small Arms Factory i byen Enfield, syd for London.
Man blev enige om at give den et Tjekkoslovakisk-Britisk navn. Man fandt frem til at tage de to første bogstaver i designer og produktions byerne.
Den blev designet i Brno, Tjekkoslovakiet = BR
Den blev produceret i Enfield, England = EN
Så navnet BREN gun var skabt.
Introduktionen af Bren gun
Bren gun var et let maskingevær som var gastryks opereret automat våben. Af de mange ting som dette våben indeholdt, var der særligt to som ”tegnede” The Bren Gun.
Først var der piben. Den havde et klik-system, så hjælperen kunne skifte piben på 6-8 sek. når den var overophedet.
Andet punkt var mere kosmetisk en praktisk. Måden som den britiske .303 ammunition var konstrueret på, gjorde at de kom til at ligge i en kurve, når de lå oven på hinanden. Så The Bren gun fik et buet 30-skuds magasin, som var monteret oven på maskingeværet (Ofte puttede soldaterne kun 28 skud i, for at sikre bedre funktionering).
Fordelen ved det topmonteret magasin, gjorde at skytten og hjælperen hurtigere kunne genlade, selv i fast stillinger. Nogen brød sig ikke om det høje magasin, da det var svært at camouflere.
Mange håbede på at The Bren gun skulle blive hærens foretrukne maskingevær, da det kunne fungere både i statiske stillinger og under bevægelse. Men på grund af det var magasinfødet, besluttede ledelsen at det ikke kunne afløse det båndfødet maskingevær i de faste stillinger.
Under kamp blev det hurtigt ”elsket” for den nøjagtighed det havde i træfning, på trods af det var et maskingevær. Bemærkelsesværdigt var det at mange skytter gemte deres slidte løb, som de monterede når de skulle afgive skud der krævede større spredning.
The Bren gun blev straks indarbejdet i den taktisk som en standard infanteri enhed brugte.
Manøvre blev udarbejdet således at de udgik fra delingens Bren gun skytter. Endvidere fik alle geværskytter reduceret uddannelse på Bren gun, så de lige kunne overtage, hvis Bren gun skytten skulle blive såret eller dræbt.
I 1937 udviklede man et nyt webbing system (det remsystem som soldaten bar alle sine ting i). Her blev der udviklet særlige tasker, hvor Bren gun magasiner lige passede i.
Alle infanterister fik disse takser og medbragte ekstra ammunition til Bren gun. Faktisk bar hver mand mere ammunition til Bren gun, end til sit eget våben.
Hele holdningen omkring dette våben var at det var et effektivt og pålideligt våben. Selv gennem hele Anden Verdenskrig fastholdt Bren gun dette renomme. Det blev anset som et af de bedste lette maskingeværer i hele den allierede styrke.
Siden The Bren gun nu blev det foretrukne maskingevær for infanteriet i frontlinjen, kan det jo ikke komme som en overraskelse at den første britiske soldat der satte foden på fransk jord, i forbindelse med d-dag var en Bren gunner.
Den 6. Juni 1944 kl. 0002 ankom private William Gray, D company, 2nd Battalion, Oxf and Bucks, svæveflyver infanteri.
Hans Horsa svævefly landede som det første, og han sprang ud og sikrede de næste svævefly med sin Bren gun. Derved var han klar til at give beskyttende ild, hvis det var nødvendigt.
Udfordringer og videreudvikling
På trods af de var anerkendt og elsket af soldaterne, var den høje pris på £40 pr. styk. en udfordring som bekymrede den øverste ledelse.
Det blev et endnu større emne, da man opdagede at kun 2.300 ud af 30.000 kom retur til England, da de britiske styrker blev slået i starten af krigen og måtte evakueres fra Dunkirk.
Det resulterede i at man måtte ændre designet til en billigere model, Bren Mk II. Den fik billigere sigter, støtteben som ikke kunne justeres, en mere enkel kolbe, mindre brug af rustfrit stål osv. Det gave en reduceret pris på 20-25% pr. våben.
Bren Mk II blev godkendt i september 1940 og sat i produktion i 1941. Mens Bren Mk II blev reduceret for at spare penge, så blev den også reduceret i egenvægt, med henblik på brug i junglekrig. Bren Mk II kom til at veje 8.76 kg (1.36 kg lettere en det originale design).
Bren Mk II blev standart design i juli 1944 og produceret i 57.600 eksemplarer.
I juli 1944 arbejdede man videre på en Bren Mk IV som skulle blive endnu lettere. Den endte på 8.67 kg og kom i produktion i juli 1945. Den nåede dog kun at blive produceret i 250 eksemplarer, før krigen stoppede.
Mens Enfield kun kunne producere 400 styk Bren guns Mk I, hver måned, hævede man produktionen i 1943 til 1000 skyt hver måned, ved simple forenklinger.
Man udviklede også to variationer, som aldrig kom i produktion. Den ene blev en båndfødet "Taden gun" som skulle bruges i faste stillinger, mens den anden var helt simpel model i tilfælde af tysk invation af England (det ville jo begrænse den engelske produktion).
Senere designs indebar b.la. et forbedret løb, som havde mindre modstand og derved udgå overophedning og mindske behovet for vekslpiber.
Uden for England
Bren gun blev også produceret uden for England.
I Canada stod John Inglis fabrikken i Toronto for produktionen. De begyndte produktionen af den første i 1938, og i marts 1940 de havde produceret 186.000 styk. Nogle af den blev fremtisllet i kaliber 7.92 mm Mauser, men henblik på eksport til kinisiske styrker.
I Australien stod Lithgow Small Arms Factory i South Wales for produktionen. De begyndte at bygge Bren guns i 1940, og producerede totalt 17.249 styk.
I Indien begyndte fabrikken, Ishapore at bygge Bren guns i 1942 (da havde tidligere produceret Vickers-Berthier maskingeværer). De fortsatte med at producere mange år efter Anden Verdenskrig. Mange af disse Bren guns gik til Indiens tropper. De havde mistet mange af deres automatvåben i forbindelse med en katestrofal operation, med japanerne i Malaya og Burma. F.eks. havde hele 17th Indian Infantry division, havde kun 56 Bren guns med ud, da de flygtede fra Burma i 1942.
Ud over de britiske styrker, benyttede den Sovietiske hær også Bren guns. Soviet Union modtog mindst 7.000 Bren guns, som en del af Matilda kampvogne, Universial Carrier osv. Men den sovietiske propaganda maskine nævnede ikke Bren guns, de foretrak at fokucere på de våben som de selv producerede, for at hæve moralen.
Det interessante er at de tyske tropper også benyttede næsten identiske maskingeværer (samme våben men afskød en anden ammunitionstype). Efter tyskerne gik ind i Tjekkoslovakiet, og de tog straks ZB vz. 26 og ZB vz. 30 i brug hos de tyske soldater. De fik dog et nyt navn MG 26(t) og MG 30(t).
Kort efter begyndte den Tjekkoslovakiske våbenfabrik at producere ZB maskingeværer til tyskerne. De fleste af disse maskingeværer blev givet til Waffen-SS enheder. Men et mindre antal fandt vej til den normale tyske hær. ZB fabrikken fik også produceret 20.000 styk under tysk dominans, og solgte dem til de tyskervenlige tropper i Spanien. De allierede stødte på flere af disse våben, under befrielsen af Frankrig.
Det skal bemærkes at Bren Gun blev monteret til Universial Carrier, og derved fik den øgenavnet "Bren Carrier".
Efter Anden Verdenskrig
Efter Anden Verdenskrig blev Bren gun modificeret, så den kunne benytte NATO standard ammunition, 7.62 mm.
Da denne modificering blev afsluttet i 1958, fik Bren gun en ny betegnelse L4 Light Machingun. L4 blev i britisk tjeneste indtil 1990èrne.
I forbindelse med Koreakrigen, blev den benyttet på begge sider. Britterne benyttede deres Bren gun, mens modparten benyttede de Tjekkoslovakiske ZB våben.
Under Vietnam krigen benyttede nogle Kinesiske styrker Bren gun.
Under Falklands krigen i 1982 og Gulf krigen 1990-1991 benyttede britterne L4.
Det britiske militær benyttede sidste gang dette våben var i Afghanistan i 2009. Her fik britiske soldater fat i en tyrkiske bygget ZB vz. 30, som de tog fra fjenden og brugte den "tidligere ejer".
Den Indiske hær benyttede lokalt produceret Bren guns (Ishapore) frem til 2012.
Der er stadig i dag, nogle militær og politistyrker rundt om i verdene som stadig benytter Bren guns og L4.
Fakta
Vægt:
Længde:
Kaliber:
Mundingshastighed:
Effektiv skudafstand:
Magasin:
Prouceret:
Antal:
MK I & II = 10.35 kg
MK III & IV = 8.68 kg
115.6 cm
.303
743 m/sek
550 m
20 skud
1938 - 2006
Ukendt antal