Battle of Merville Gun Battery
For 6th Airborne Division var første fase operation Deadstick. Anden fase var Merville Gun Battery.
De allierede planlæggere vurderede at kanonerne, placeret i kraftige betonanlæg, var kaliber 150 mm. Det betød at de kunne skyde ca. 13km (8 miles) og derved true landingsstranden med kodenavn Sword. Her skulle 3rd British Infantry Division gå i land senere på dagen.
De skulle også ødelægge broen over floden Dives, lige øst for DZ-V (det lykkedes uden store problemer og bliver ikke beskrevet yderligere).
Klargøring til opgaven.
Det var 9th Parachute Battalion, under 3rd Parachute Brigade som fik opgaven.
De var under kommando af Lieutenant Colonel Terence Otway.
Battalion bestod normalt af 600 mand, men her blev de støtte af nogle pionerer fra Royal Engineers.
Til transport fik de 8 Horsa svævefly. Tre af dem skulle transportere de 50 soldater som skulle gennemfører angrebet, mens de resterende 5 skulle medbringe Jeeps, trailers, store mængder sprængstof, en anti-tank kanon og flammekastere.
I april 1944 tog styrken til Walbury Hill i Berkshire, England. Her havde Royal Engineers bygget en fuld skala kopi af batteriet, inkl. forhindringer, pigtråd m.m.
De følgende dage blev brugt på briefing og blive bekendt med objektets indretning.
Derefter gennemførte de ni øvelses angreb, fire af dem i mørke.
De fik tilgang af endnu en enhed - A company, 1st Canadian Parachute Battalion.
De skulle give støtteild, mens 9th Paras angreb og derefter trække sig tilbage.
Det hele skulle være gennemført den 6. juni senest kl. 05.00, ellers ville Royal Navy krydser, HMS Aretusa beskyde stillingen, i et forsøg på at ødelægge det med flådens kanoner.
Batteriet
Merville Battery bestod af fire 180 cm tykke armeret jernbeton stillinger. I hver af dem stod der en Tjekkisk M.14/19 - 100mm kanon.
Endvidere var der en kommandobunker, to belægningsbunkere til artilleristerne samt et antal ammunitionsmagasiner.
I forbindelse med en inspektion den 6. marts 1944 beordrede Field Marshal Rommel, at de skulle arbejde hurtigere og i maj 1944 stod anlægget færdig.
Batteriet var beskyttet af en 20mm anitluftskyts kanon og et antal maskingeværer som kunne placeres i 15 stillinger omkring batteriet.
Hele anlægget målte 640 x 460 m, og blev omringet at to rækker pigtråd (4.6 m bred og 1.5 m høj) samt et 90 m bredt minefelt. Endvidere var der en anti-tank grav, så kampvogne ikke kunne angribe fra kysten.
Den oprindelige kommandør blev dræbt den 19. maj 1944 i forbindelse med et bombeangreb. Han blev erstattet af Oberleutnant Steiner, som havde kommandoen over 50 ingeniørsoldater og 80 artillerister fra 1st Battery, Artillery Regiment 1716.
Operationen
Kort efter midnat, den 6. juni 1944, landede forkommando fra 9th Parachute Battalion sammen med nogle af brigadens Pathfinders (stifindere) I DZ-V. De nåede frem til battalionens samlepunkt, uden nogen problemer.
Mens nogle af dem blev tilbage for at markere hovedstyrkens landingszone, tog battalionens næstkommanderende Major George Smith og et hold af sted på rekognoscering og besigtige angrebsmålet.
Samtidig lettede et antal Royal Air Force Lancaster bombefly for at bombe kanonstillingen. Desværre ramte de slet ikke stillingen. Deres bomber landede langt mod syd.
Mens det foregik, fik pathfinders også problemer. De havde landet perfekt, men i landingen havde de ødelagt deres Eureka sendere (de giver besked til flyverne, så de kan droppe soldaterne det korrekte sted). Nu kunne de ikke give besked til flyene. Røg efter den fejlslagne bombning, gjorde at deres markeringslys ikke kunne ses af piloterne.
Hoveddelen af 9th Parachute Battalion og deres svævefly skulle lande kl. 01.00 i DZ-V (se kort øverst på siden). Dropzonen lå mellem kanonstillingen og Varaville.
Men battalionen blev spredt over et stort område, da markeringen var usynlig, så de kom ned i stor afstand fra DZ-V.
Lieutenant Colonel Otway landede med hans folk, 370 m væk fra DZ-V, oven på en gård. Den gård blev brugt som hovedkvarter for en tysk battalion, som var i området.
Efter en kort kamp, lykkedes det dem sammen med nogle spredte faldskærmsfolk der også var landet i området, at nedkæmpe tyskerne.
kl. 01.30 ankom til de samlingspunktet.
kl. 02.50 var der kun samlet 150 mand (af 600). De havde kun 20 sprængningsrør (Bungalore torpedos) og et maskingevær.
Mortere, anti-tank kanon, mineryddere, Jeeps m.m. var gået tabt.
Otway var klar over at tidsgrænsen rykkede nærmere, han kunne ikke vente længere. Så han besluttede at sætte i værk med det han havde.
Den reduceret battalion tog af sted, og mødtes med Major Smith`s rekognosceringshold, lige uden for Gonneville Sur Merville (byen).
Smith`s mænd havde klippet og markeret fire ruter gennem pigtråden.
Otway delte sine mænd i fire angrebshold, og afventede ankomsten af de tre svævefly.
I England, lettede det ene svævefly aldrig, da træktovet blev beskadiget under taxi i lufthavnen. De to andre svævefly landede helt forkert, da de ikke kunne finde kanonstillingen. Under indflyvningen blev begge svævefly ramt af antiluftskyts.
Det ene svævefly landede ca. 3.2 km væk og det andet på kanten af minefeltet.
Soldaterne fra det sidste svævefly, ok straks i kamp med tyske soldater, der var på vej for at forstærke kanonstillingen.
Da Otway så at det første svævefly røg over målet, iværksatte han straks sit angreb. Først detonerede de deres sprængningsrør, så de havde to spor gennem minefeltet.
Faldskærmssoldaterne kunne så angribe stillingen via disse spor.
Tyskerne blev alarmeret ved eksplosionerne, og åbnede ild mod briterne. Faldskærmssoldaterne led store tab. Det lykkedes kun fire mand at komme frem til kanonstilling 4. De fik uskadeliggjort kanonen ved at skyde på apparatur og kaste granater ned i luftåbninger.
De næste kanonstillinger kunne de bekæmpe med fosforgranater, da besætningen havde forsømt at lukke dørene, som førte ind i stillingen.
I forbindelse med bombningen, havde tyskerne flyttet kanonerne ind i bunkerne. Men de havde ladet dørene stående åben, af hensyn til ventilation.
I forbindelse med kampene blev 22 tyskere dræbt, og det samme antal taget som krigsfanger. Resten af besætningen undslap, ved at gemme sig i underjordiske bunkeranlæg.
Tyskernes modangreb
Steiner var ikke tilstede i kanonstillingen, under bombeangrebet, men i et kommandoanlæg i Franceville-Plage. Da bombeangrebet ophørte, skyndte han sig ud til kanonstillingen. Han blev dog forhindret i at nå frem på grund af faldskærmssoldaternes angreb.
Samtidig med Steiner ankom en tysk Flak enhed (antiluftskyts) der ville søge beskyttelse ved kanonstillingen. Da de så fladskærmssoldaterne, brugte de deres antiluft kanon til at beskyde briterne.
Briterne forlader stillingen
Faldskærmssoldaterne havde kontrol over kanonstillingen, men ikke noget sprængstof til at ødelægge den med. Så de samlede alt hvad de kunne, og sprængte kanonerne så godt det kunne lade sig gøre.
Steiner var returneret til Franceville-Plage, og beordrede hans 2nd og 3rd battery til at beskyde Merville Battery.
Kl. 05.00 forlod de resterende 75, af de oprindelige 150 faldskærmssoldater, kanonstillingen.
De begav sig mod deres andet mål, byen La Plein. Battalionen var for svag, og kunne kun befrie halvdelen af byen. De besluttede at afvente ankomsten af 1st Commando Brigade. Sammen kunne de befrie hele byen.
Efter angebet
Efter at briterne trak sig tilbage fra kanonstillingen, rykkede tyskerne straks ind igen. Steiner kunne ikke se Sword stranden fra sin bunker, så selv om det lykkedes ham at få nogle kanoner klar igen, kunne han ikke dirigere beskydningen af stranden.
Men observatører fra 736th Infantry Regiment, ved La Brèche, kunne dirigere hans kanoner indtil de blev nedkæmpet.
7. juni 1944 blev kanonstillingen angrebet igen, af to enheder fra 3rd Commandos, 1st Special Service Brigade. De angreb i dagslys, og blev slået tilbage med store tab.
Under deres tilbagetrækning, blev de beskudt med stillingens kanoner, med direkte beskydning.
Det lykkedes aldrig briterne totalt at ødelægge kanonerne. Det forblev under tysk kontrol frem til den 17. august 1944, hvor den tyske hær begyndte at trække sig tilbage fra Frankrig.