Oxfordshire and Buckinghamshire Light Infantry
(6th Airlanding Brigade)
De blev oprindelig formeret fra 52th Regiment of Foot i 1801.
I 1801 besluttede Briterne at de havde brug for at udvikle en ny våbenart med let infanteri. Den gang arbejdede infanteri i stor kolonner, og et infanteri regiment havde to støtte kompagnier, kaldet "flank companies".
Det ene var "grenadiers" som var pioneers, gennembrydningsenhed og særligt uddannet i gadekamp.
Det andet var "Light company" som var særligt uddannet i patruljering og rekognoscering. Dette krævede intelligente og veluddannet soldater. De skulle kunne handle på egen hånd, operere hurtigt og være gode skytter.
Under slag blev disse "light companies" ofte sat sammen til en ad hoc Battalion.
I slutning af 1700-tallet, under den Amerikanske frihedskrig, hvor 52th gjorde tjeneste, opdagede Briterne at ideen med at træne menige soldater til at kunne handle selvstændigt - i samme stil som de amerikanske bosætter - det skulle udvikles.
Man besluttede at formere et Corps og Light Infantry. Soldaterne blev trænet både som almindelig infanteri og som Light Infantry.
Sig John Moore, en stor fortaler for Light Infantry, tilbød sit eget regiment, 52th Regiment of Foot.
52th Foot blev en del af projektet, og startede uddannelsen ved Shorncliffe Camp tæt ved Folkestone.
Lieutenant Colonel Kenneth Mackenzie planlagde og stod for uddannelsen. Han udviklede en ny taktik til Light Infantry.
I 1803 blev 52th Foot overført til 1st British Army, og fik betegnelsen "Light Infantry" (52th Light Infantry). I 1808 blev også 43rd Foot omskolet til Light Infantry (senere dannede de to regimenter 1st Battalion i Oxfordshire Light Infantry), andre regimenter fulgte efter 52th og 43rd.
Moore og Mackenzie troede på at det ikke kun var officererne, men hver enkelt soldat som skulle vide nøjagtigt hvad man skulle gøre. Dette skulle gøres gennem disciplin og mændene skulle have lige så stor tilknytning/afhængighed til deres officerer som officererne skulle til deres mænd.
Disse nye enheder kæmpede spredt over hele slagmarken, og ikke pakket sammen i kolonner. Det gave en udfordring når man skulle give ordre. Det løste man ved at se mod kavaleriet. De brugte hornsignaler til at styre de hurtige enheder.
Light Infantery fandt deres eget horn med sin særlige klang, og man udviklede et helt særligt sæt af hornsignaler til Light Infantry.
Hver kompagnichef havde sin egen hornspiller, som havde sien egne hornsignaler. Signaler til taktiske bevægelser, administrative beskeder, ja selv når de skulle spise.
Det er dette horn, man ser i deres baretmærke.
I 1881 blev 52th Light Infantry omdøbt til 2nd Oxfordshire Light Infantry.
I 1908 blev de igen omdøbt til 2nd Oxfordshire and Buckinghamshire Light infantry.
Da Anden Verdenskrig brød ud, blev de kaldt hjem fra Indien, hvor de var del af en garnison. De ankom til England i juli 1940.
De var på det tidspunkt trænet som en bjerg bataljon, men i slutningen af 1941 fik de besked på, de skulle være en ny Airlanding Battalion.
Det tog lidt tid, før de fandt ud af hvad det betød. Man skulle udvikle nye taktikker, og lærer hvordan man kom ind og ud af et svævefly, hvordan det fløj og landede.
2nd Battalion of the Oxfordshire and Buckinghamshire Light Infantry blev en del af de nye "Airborne" enheder. Så de fik også den bordeaux baret, men beholdt deres regiments signalhorn i baretten. fordi de var "Light Infantry, fik de som en ekstra gestus også lov til at bære det grønne underlag (våbenfarven for Light Infantry).
Som historien viste, var det en fantastisk ide at bruge Light Infantry som en luftbåren svæveflys enhed. De beviste deres evner den 6. juni 1944.