Våben

De luftbårne enheder havde normalt langt flere håndvåben end "normale" enheder.

De havde ikke tilgang til kampvogns- og artilleristøtte, hvilket betød at rækkevidden var begrænset. Det gjorde også at antallet af våben fik stor betydning.

Det at gøre brug at fjendens våben, var også en del at deres våbenarsenal.

Retur

ENFIELD NO. 4 MK 1

Enfield No. 4, i kaliber .303 var en af de bedste manuelt ladet rifler, under Anden Verdenskrig (Garand blev ladet med gastryk).

Den var kompakt, let, meget præcis, hvad 10 skuds magasin, nem at vedligeholde samt høj skudkadence i trænede hænder. Derfor perfekt til de luftbårne enheder.

I slutningen af 1930èrne voksede behovet for et nye gevær til de britiske styrker. Enfield kom med No. 4 MK I. De første blev udleveret i 1939, men officielt blev den først indfaset i 1941.

Geværet var stort set den sammen som Enfield No. 3 MK VI, dog var den lettere, stærkere og meget vigtig nem at masse producere.

Af forbedringer kan nævnes, løbet var lavet i et stykke fra munding til bagkant og der blev udviklet en ny bajonet.

Det var en "spyd bajonet", som var et rundt og spidst metalspyd. Soldaterne gav den øgenavnet "pigsticker" (grise spyd). I slutningen af Anden Verdenskrig blev den dog udskiftet med en normal "blad" bajonet. Her tog man bladet fra Bren gun bajonetten og monterede det på Enfiled låsesystem.

Efter geværet blev udleveret, foretog man yderligere nogle justering, således den var endnu nemmere at masseproducere. Den blev indfaset i 1942, men denne forbedret model beholdt betegnelsen Enfield No. 4, Mk I.

Enfield No. 4 blev kun produceret i Nordamerika, dels på Lond Branch Arsenal i Canada og dels på Savage-Stevens Firearms i USA. Den nye Enfield No. 4 Mk I blev hovedsageligt produceret i England.

Efter Anden Verdenskrig fortsatte produktionen. Man lavede nogle forbedringer, og gav den betegnelsen Enfiled No. 4, Mk 2.

Da der var et stort behov for våben, blev flere af modellerne fra Anden Verdenskrig modificeret fra No. 4 til Mk.2. Disse rifler fik betegnelsen Enfieldt No. 4, Mk I/2.

Man modificerede også Mk. I modellen til Mk. 2. De fik betegnelsen Enfield No. 4 Mk I/3

Faktablad

Vægt: 4 kg.

Længde: 111,8 cm.

Kaliber: .303

Mundingshastighed: 744 m/sek.

Effektiv skudafstand: 503 m.

Magasin: 10 skud.

Produceret: 1939- dags dato.

Antal: 17.000.000 (produceres fortsat)

BREN GUN

Bren gun, det var den britiske hærs standart lette maskingevær gennem hele krigen.

Navnet Bren kommer af en sammenskrivning af Brno, som er navnet på den by i Tjekkoslovakiet hvor den blev designet, og Enfield, som er byen British Royal Small Arms Factory ligger i.

Det var et fantastisk våben, som var meget pålideligt og præcist. Det blev betragtet som det bedste lette maskingevær, blandt de allierede styrker.

Det brugte samme patroner som Enfield, hvilket var en stor logistisk fordel.

Bren gun var udviklet til at skyde fra fast positioner, hvor man benyttede en affutage af skyde fra. Men soldaterne var også uddannet til at betjene den under bevægelse, herunder skyde fra hoften (hvis nødvendigt).

Både Bren gun MK 1 og MK 2 blev benyttet. Men MK 1, var langt mest udbredt.

Faktablad

Vægt: 10.35 kg.

Længde: 115,6 cm.

Kaliber: .303

Mundingshastighed: 743 m/sek.

Effektiv skudafstand: ca. 600 m.

Magasin: 20, 30 eller 100 skud.

Skudkadence: 500-520 skud pr. min.

Produceret: 1935 - 1991.

Antal: ca. 203.500 styk.

STEN GUN, MK II

Da Anden Verdenskrig brød ud, benyttede Briterne den berømte Thompson maskinpistol.

Problemet var at de var langsomlige, svære og dyre at producere.

Briterne designet Sten gun. En maskinpistol som var hurtig, nem billig at producere. Den kunne fremstilles af fabriksarbejdere, uden særlige kundskaber. Den blev fremstillet i store mængder.

Den benyttede samme 9mm patron som den tyske maskinpistol.

Den kom med to forskellige "kolber". T-stock og bøjle. Endvidere kom den også med lyddæmper (se billedet til højre).

I dag har den rygte af at være "noget skrammel". Men hvis man ser på det antal, som man fik ud til soldaterne den gang, så var de meget effektive og generelt pålidelige.

Men når en enhed modtog et antal helt nye Sten guns, så var der en vis mængde der blev sendt retur, efter først prøveskydning. De resterende virkede ok.

Sten guns blev som udgangspunkt udleveret til befalingsmænd og officerer. Men luftbårne enheder fik store mængder af dem, for at opfylde deres operative behov.

Faktablad

Vægt: 3.18 kg.

Længde: 76 cm.

Kaliber: 9 mm

Mundingshastighed: 365 m/sek.

Effektiv skudafstand: ca. 50 m.

Magasin: 32 skud.

Skudkadence: ca. 500 skud pr. min.

Produceret: 1941 - 1961.

Antal: over 4.000.000.

STEN GUN, MK V

Dette er en af de senere versioner af Sten gun. Den blev bygget over de erfaringer man havde med MK II.

Sten gun MK II som du ser ovenfor, var den rå og afpillet maskinpistol. Den fungerede og gjorde det som den skulle.

Men som krigen forløb, fik man bedre styr på industrien og adgang til råstoffer. Så var der mulighed for at udvikle Sten gun MK V.

Det viste sig at Stengun MK V var et fortræffeligt våben. I løbet af 1944 blev næsten alle Sten gun maskinpistoler ved de luftbårne styrker skiftet fra MK II til MK V.

Faktablad

Vægt: 3.2 kg.

Længde: 76 cm.

Kaliber: 9 mm.

Mundingshastighed: 365 m/sek.

Effektiv skudafstand: ca. 100 m.

Magasin: 32 skud.

Skudkadence: 500 skud pr. min.

Produceret: 1941 - 1961

Antal: 4.600.000.

ENFIELD NO. 4T

Værdien af finskytter, blev meget tydeligt for den britiske hær i forbindelse med Anden Verdenskrig. Så det at have finskytter i sin organisation, blev indført og en stor del af hele "soldater virket".

Enfield No. 4T var håndplukket (ud fra nøjagtighed) standard Enfield No. 4 rifler. Derefter blev der monteret en ekstra rembøjle foran magasinet, en 3.5X sigtekikkert samt en kindpude.

Nøjagtigheden blev målt ved skydning på 180 meter. Her skulle man kunne sætte 7 skud inden for en cirkel af 13 cm.

Enfield No. 4 var allerede en fantastisk våben, og den gjorde det nemt for mange at være gode skytter. Med finskytte versionen, fik den britiske hær et helt exceptionelt våben.

I de luftbårne enheder, blev hver 10. mand som standard bevæbning, udstyret med sådan et våben.

Faktablad

Vægt: 4.2 kg.

Længde: 111.8 cm.

Kaliber: .303

Mundingshastighed: 744 m/sek.

Effektiv skudafstand: 503 m.

Magasin: 10 skud.

Produceret: 1942 - 1993.

Antal: 26.000

PIAT

PIAT er et håndholdt anti-tank våben (panserværn). Det benyttede et fjedersystem, og havde en effektiv rækkevidde på 100 meter.

Det er ikke ret meget, når man taler om at nedkæmpe en kampvogn der kan skyde meget længere.

En enhed på 10 mand, kunne blive udrustet med sådan en. Ved de luftbårne enheder, tog man dem med hvis operationen så et behov for sådan en.

F.eks. ved Pegasus Bridge, hvor den nedkæmpede en tysk kampvogn, og gav enheden en masse tid.

På trods af det meget usædvanlige fjedersystem og meget korte rækkevidde, så havde PIAT rimelig succes.

Faktablad

Vægt: 15 kg.

Længde: 99 cm.

Kaliber: .-

Mundingshastighed: 76 m/sek.

Effektiv skudafstand: 110 m.

Magasin: 1 skud.

Produceret: 1942 - 1950

Antal: 115.000

2" MORTAR

2inch morter var et letvægts våben, som kunne bæres oven på toppen af en geværskyttes rygsæk.

Normalt fulgte de sammen med PIAT teamet. På den måde kunne man udfylde en stor del af de opgaver en luftbåren enhed havde behov for. De havde ikke adgang til artilleri og panser støtte. Derfor var dette en god løsning. PIAT kunne nedkæmp kampvogne m.m. og morteren kunne nedkæmpe infanteri, større grupper, fjender der lå og trykkede sig bag noget eller bare sørge for at fjenden holdt hovederne nede.

Den kunne afskyde:

Høj eksplosive granater
Røg granater
Lys granater.

Det var op til kommandøren at befale, hvilke granattyper som man skulle medbringe. Alternativt, kunne ekstra ammunition nedkastes til enhederne.

Faktablad

Vægt: 4.8 kg.

Længde: 53 cm.

Kaliber: .50.8 cm rør

Mundingshastighed: - m/sek.

Effektiv skudafstand: 460 m.

Skudkadence: 8 skud pr. min.

Produceret: 1937 - 1980.

Antal: Ca. 39.300 styk.

DIV. SIDEVÅBEN

Sidevåben af forskelig art, var ret udbredt under Anden Verdenskrig. Ved de luftbårne enheder var der gennemsnitlig langt flere sidevåben, end man ville forvente i infanterienheder. Det fulgte naturligt med det kampmiljø som man forventede at de skulle kæmpe i. Disse enheder havde også et større budget og ressourcer, når man taler om udstyr.

Officielt havde den britiske hær, Enfield No. 2 .38 revolver som sidevåben. Men på grunde af et stærkt begrænset antal, så man mange forskellige typer sidevåben.

I 1942 besluttede man at indkøbe den eftertragtede Colt M1911 .45 til de luftbårne enheder. Igen fik man problemer med at skaffe nok af dem. Derfor blev flere forskellige sidevåben benyttet.

På billedet ovenfor kan du se nogle af disse sidevåben.

Øverste række fra venstre: Webley MkV .38, Colt M1911 .45, Enfield No. 2 Tanker.

Nederste række fra venstre: Enfield No. 2 .38 og Browning Hi-Power.

Der var flere end de nævnte, særligt var der nogle individuelle og sjældne modeller:

F.eks.: Webley MkVI 455, Colt Victory Model .45 Revolver m.m.

Sidevåben blev kun båret med tilladelse af enheders leder, så det var ikke alle enheder som havde dem med.

Ved de luftbårne enheder havde man følgende standart, at officerer, befalingsmænd, Bren Gun skytter, finskytter og chauffører blev udrustet med sidevåben. Derefter var det meget individuelt og flere indkøbte selv sidevåben.

Som et fingerpeg kan man sige at ca. 50% af mandskabet i de britiske luftbårne enheder, bar sidevåben.

Faktablad

Vægt: - kg.

Længde: - cm.

Kaliber: .-

Mundingshastighed: - m/sek.

Effektiv skudafstand: - m.

Magasin: -.

Produceret: -

Antal: -

FJENDENS VÅBEN

Når man læser om Anden Verdenskrig, vil man ofte støde på at Britiske enheder udskiftede deres våben med tyske, når det var muligt.

Der findes mange beviser på dette.

F.eks. Major Howard, som var kommandør for Oxf & Bucks i angrebet mod Pegasus Bridge. I hans rapporter beskrev han, hvordan hans mænd skiftede deres våben til tyske våben.

Howard beskrev hvordan de udskiftede deres Enfield rifler med "Schmeissers", slang for den tyske MP40 maskinpistol. Han beskrev også hvordan Bren Gun skytter skiftede til det tyske MG34 maskingevær.

MP40 brugte samme ammunition som Sten gun. MG34 og MG42 brugte samme patron som BESA, et britisk køretøjsmonteret maskingevær. Det betød at forsyning af ammunition var ret enkelt.

Det er sandsynligt at man også skiftede til tyske sidevåben, f.eks. til Walther P38.

Faktablad

Vægt: - kg.

Længde: - cm.

Kaliber: .-

Mundingshastighed: - m/sek.

Effektiv skudafstand: - m.

Magasin: -.

Produceret: -

Antal: -

ALLIEREDE VÅBEN

Kort før og de første to år af Anden Verdenskrig, importerede Briterne så mange Thompson maskinpistoler som muligt.

På det tidspunkt kunne Briterne ikke selv producere den type våben (maskinpistoler) og var derfor nød til at skaffe dem andre steder.

Thompson maskinpistolen havde allerede et godt ry, og var prøvet i mange sammenhæng. De britiske styrker brugte i begyndelsen af krigen M1928 Thompson maskinpistol, til næsten alle deres enheder.

Dog var de dyre at anskaffe, og da USA gik ind i krigen, var de også svære at skaffe. I mellemtiden kom Sten gun, med sin nemme, hurtige og billige produktion hurtigt ind og erstattede Thompson.

De luftbårne enheder, havde ikke Thompson maskinpistolen (måske en enkelt eller to, privat anskaffet), da disse enheder først kom til senere i krigen. På det tidspunkt kørte Sten gun produktionen i høj gear.

Faktablad

Vægt: 4.9 kg.

Længde: 85 cm.

Kaliber: .45

Mundingshastighed: 285 m/sek.

Effektiv skudafstand: 50 m.

Skudkadence: 600-725 skud pr. min.

Magasin:20, 30, 50 og 100 skud.

Produceret: 1921 - 1945

Antal: Ca. 2.000.000

Retur