6th AIRBORNE DIVISION(UK)

HORSA GLIDER (svævefly)

 

Airspeed AS.51 Horsa er det officielle navn, på det Britiske troppetransport svævefly, brugt af de allierede styrker under Anden Verdenskrig.

 

Det tyske militær var pionere på luftbårne operationer. De havde flere succesfulde operationer i 1940, i forbindelse med kampen om Frankrig. Herunder indsatte de tropper med svævefly i slaget om Fort Eben-Emael. De allierede var imponeret over den succes disse nye tropper havde, og besluttede at skabe deres egne enheder.

 

22. juni 1940 besluttede Winston Churchill at skabe en luftbåren enhed på 5000 mand. USA fulgte efter i 1941. Udviklingen af nødvendigt udstyr gik i gang.

 

Den 5. november 1940 kom General Aircraft Hotspur med den første prototype. Det var ingen succes, den kunne kun løfte 8 mand og antallet af trækfly ville være en taktisk og logistisk umulig opgave. Det var ikke den rigtige løsning. Man besluttede dog at bruge Hotspur som træningsfly og fortsætte udviklingen.

 

Kort efter kom Horsa, som fik betegnelsen AS.51. Det var det man søgte og i februar 1941 bestilte man 400 styk. De blev leveret i juli 1942.

I maj 1942 bestilte man yderligere 2345 styk. 

 

Måden Horsa blev konstrueret på, gjorde at man blot skulle have et snedkeri. Det havde også den fordel, at man kunne sprede produktionen til mange steder rundt om i England.

Derved fik tyskerne også svært ved at bombe/ødelægge produktionen.

 

I det at produktionen var meget spredt, har man ikke præcist styr på hvor mange som blev produceret. Man vurdere at der blev fremstillet et sted mellem 3.800 og 5.000 Horsa.

 

Designet

Den første model havde et vingefang på 27 meter, en længde på 20 meter og fuldt lastet vejede den 6920 kg. Der kom små justeringer som man fik mere erfaring.

 

Der var plads til 28 mand i "kassen" og 2 besætningsmænd (1 pilot og 1 navigatør). Man kunne dog ændre opsætningen i flyet, og medfører f. eks. en Jeep eller en 6 punder anti-tank kanon.

 

De blev trukket af Halifax bombefly (beskrives nedenfor). De kraftige fly fik monteret et wiresystem i bagenden. Langs wiren gik et kabel, så de to piloter kunne kommunikere, uden brug af radio og derved mulighed for at afsløre dem.

I fronten af Horsaen sad en krog. Når man var fremme ved "drop zone", frigjorde piloten i Horsaen krogen, og svæveflyet var nu på egen hånd. Helifaxen rullede kablet ind og fortsatte ofte på en ny mission og smed sine bomber.

 

Horsaen havde gode manøvre egenskaber. Den var nem at styre, og den reagerede smidigt som piloten nu ønskede.

Der var stort set ingen instrumenter. En hastigheds- og højdemåler var hvad man havde brug for. Navigatøren sad så med et kort, et kompas og et stopur. 

På den måde kunne de navigere ret præcist. Det krævede selvfølgelig nogle gode navigatør kundskaber samt orienteringsevner.

 

Træning op til d-dag

Op til d-dag, havde man bygget en nøjagtig model af landskabet og landingsstedet. Så lod man et lille kamera svæve hen over modellen. På den måde kunne man simulere flyveturen.

Både pilot og navigatør blev trænet i forskellige senariet og det at kunne huske terrænnet. Hvis noget gik galt, de blev sluppet et forkert sted eller vinden blæste dem ud af kurs, så kunne de ved at se på terrænnet genkende deres placering. 

 

Tiden efter d-dag

De deltog i mange operationer gennem hele Anden Verdenskrig.

 

Efter landing blev flere af dem skadet, og blot hugget op på stedet. Nogle blev fragtet hjem. Nogle få "levede" videre i årene efter Anden Verdenskrig sluttede. 

 

Flere var med til at genopbygge et fredeligt Europa, da de blev bygget om til ferievogne og feriehytter.

 

I 1977 byggede man 10 Horsa fly. De skulle bruges til filmen "A Bridge to far". De fleste stod blot på jorden i forbindelse med optagelserne. 7 af dem blev beskadiget i en storm. Men det lykkedes af bevare 5 styk, som i dag står i England.

I 2004 genopbyggede man endnu en, i forbindelse med 60 års jubilæet. Den står nu ved Pegasus museet.